Tommy Pedersen, har 20 års erfaring og 14 år af disse har han fra Ferslev El.

Hvordan ser dit drømmejob ud?
Spørger du Tommy, så er det egentlig ret enkelt. En fair løn, en god chef, flinke kolleger og muligheden for at styre meget af arbejdsgangen selv.
Han har været elektriker i godt og vel 20 år, og 14 af dem har været hos Ferslev El. Her er han måske mest af alt kendt som firmaets blæksprutte, der ofte står for en lang række forskelligartede serviceopgaver.
Som han selv formulerer det:
”Det hele er ikke så firkantet. Vi kender alle hinanden, og flere af os har været her i mange år. Til daglig styrer vi selv meget af arbejdet, og det fungerer sgu meget godt.”
Jo mere erfaring, jo mere styrer du selv
I Ferslev El får du hurtigt mulighed for at styre meget af dine egne projekter. Især hvis du kommer hertil med erfaring i baglommen.
Det betyder selvfølgelig også, at du skal kunne trives med det ansvar.
”Den frihed er en stor grund til, at folk bliver hængende her, tror jeg,” siger Tommy. ”Så snart du selv ved, hvordan en opgave skal løses, så står der heller ikke nogen og ånder dig i nakken. Og så betyder det også, at du i høj grad selv styrer din arbejdsuge.”
Hermed ikke sagt, at der ikke også findes ganske almindelige lortedage. Eller ’rene mandage’, som Tommy kalder dem.
”Og man kan sagtens også have en mandag på en onsdag,” siger han med et smil i mundvigen.
Men præcis på den slags dage er det en godt at vide, ”Der er kaffe på kanden, når du møder ind næste morgen, og øl i køleskabet ved fyraften.”
Fokus på godt håndværk — uanset opgaven
Hvordan ser en god dag på jobbet så ud?
Det var det første spørgsmål, vi stillede Tommy i forbindelse med det her indlæg. Og hans svar?
”En god dag er, når det, man har lavet, er gået godt.”
Der er også sjældent noget så tilfredsstillende, som godt håndværk lavet godt. Specielt når det i så høj grad er ens eget, hvor man får tiden til netop at gøre det ordentligt.
Er det løn nok i sig selv? Selvfølgelig ikke.
Men det betyder, at du udover alle de andre ting, kan tage hjem ved fyraften og være ægte stolt af det arbejde, du har lavet.
Du laver sjældent det samme fra den ene dag til den anden
Kvaliteten af udført arbejde er i øvrigt det, som Ferslev El i høj grad er kendt for.
Derfor får de også tilbudt mange forskelligartede opgaver og projekter — hovedsageligt i Aalborg og omegn men til tider også andre steder i landet, såsom Blokhus og København.
Det passer Tommy helt fint.
Det gør, at han får muligheden for at arbejde med mange forskellige opgaver og ikke skal bruge hele sit arbejdsliv på at lave de samme fem opgaver igen og igen.
I stedet lægger han rør i en kælder den ene uge, og den næste trækker han kabler i en tandlægeklinik.
Og så er der også dage, hvor han står ude på en mark med en flok køer.
”Det er ikke, fordi køerne nødvendigvis efterspørger elarbejde,” pointerer Tommy, ”men landmanden er som regel meget glad for det."